Send til en ven   Udskriv20/10 2011 kl. 15:00
Send til en ven

De fleste job slås aldrig op

Statistikker fra Danmarks Statistik og Dansk Jobindex indikerer, at "det usynlige jobmarked" udgør 60 pct. af det samlede jobmarked.

Af Amanda Højme Nielsen

Vi taler ofte om "det usynlige jobmarked", hvor mange mennesker får job, der aldrig bliver slået op. Hvor stort er det egentlig? Hvor mange job bliver besat hvert år uden at der bliver offentliggjort et jobopslag?

De officielle statistikker kan være med til at estimere omfanget af det usynlige jobmarked” i Danmark.

Hvert kvartal laver Danmarks Statistik beregning af hvor mange danskere, der har skiftet til en ny arbejdsgiver inden for de sidste 12 måneder - jobomsætningen. Dvs. ikke bare skift til en ny afdeling i samme firma men til et andet firma.

Ifølge Danmarks Statistik har omtrent 540.000 individer således fået ny arbejdsgiver i perioden juli 2010 til juni 2011.

Størrelsen på det usynlige jobmarked

Jobomsætningstallet kan sammenholdes med de kvartalsvise opgørelser fra Dansk Jobindex (Danske Bank og Jobindex) over hvor mange jobopslag, der er på internettet. Det seneste tal herfra angiver, at der det seneste år har været i nærheden af 200.000 jobopslag på internettet.

Det er ganske vist endnu ikke alle opslåede job, der figurerer på nettet, men det er dog tæt på. Derfor kan en sammenkobling af de to statistikker og indikere, at cirka 60 pct. af jobskift i Danmark ikke er offentlig kendt.

Før finanskrisens start i 2008 var tallet oppe på 70 pct. Når tallet var større før krisen skyldtes det at der både var flere jobopslag men også omkring 700.000 jobskifte om året.

Statistikkerne skelner ikke mellem typer af job eller aldersgrupper, og derfor vil procentdelen for nogle (ældre) aldersgrupper og jobtyper være en del højere.

Det usynlige jobmarked størst for 50+

Outplacementfirmaet Unikom HEL Udvikling oplever, at det er omkring 80 pct. af deres kandidater på 50 år og opefter, der opnår et nyt job via netværk. Tilsvarende sker flere jobskifte for yngre enten via jobopslag eller headhuntere.

JobOgLedelse.dk • Tlf: (+45) 44 44 06 35