Send til en ven   Udskriv4/4 2012 kl. 15:54
Send til en ven

Få mere ud af dit hjemmearbejde

At ”arbejde hjemmefra” associeres ofte med mere tid til familien og større fleksibilitet og er en drøm for mange. Det er dog ofte svært at opretholde balancen mellem arbejde og fritid, når man arbejder hjemmefra. Læs her forslag til, hvordan du kan få mere ud af at arbejde hjemmefra.

Af Erik Bernskov

Jeg har selv erfaret både fordelene og ulemperne ved at arbejde hjemmefra i perioder af min karriere. Derfor må jeg også indrømme, at det ikke altid er let at holde arbejdet adskilt fra alle de andre aspekter af ens liv, når der ikke er nogen forskel i omgivelserne.

Ikke alle egner sig til hjemmearbejde

At arbejde hjemmefra kræver både selvstændig målrettethed og fokus, og det er ikke nødvendigvis en arbejdsform som er velegnet for alle. Når du gør dig overvejelser om, hvorvidt du ”egner dig” til at arbejde hjemmefra, er du nød til at være ærlig overfor dig selv med hensyn til din arbejdsmoral, motivation og grad af selvstændighed. Gør op med dig selv, hvilke personlige fordele og ulemper, du ser ved at arbejde hjemmefra.

Når du har truffet beslutningen eller hvis du i forvejen arbejder hjemmefra, så vær parat til at arbejde for det. Man kommer langt med beslutsomhed. Hverdagen på et hjemmekontor er, hvad du gør den til.

Skab de rette omgivelser

Indret et kontor, hvor du har plads til alle de ting, du bruger i løbet af en arbejdsdag; allerhelst i et rum, hvor du har mulighed for at lukke døren. Døren har to funktioner. For det første er du bedre i stand til at eliminere forstyrrelser fra dagligdagen, når du kan lukke døren, og for det andet kan du lukke af for dit arbejde, når du har fyraften.

Du skal indrette dig på en sådan måde, at du kan føle, du er på arbejde i løbet af dagen – et sted hvor du har lyst til at arbejde. Derfor er det sjældent en god idé bare at sætte computeren op i hjørnet af stuen eller arbejde ved spisebordet. De fysiske omgivelser hjælper dig mentalt til at ”være på”. Desuden er det vigtigt, at du kan indrette dig efter behov med computer, printer, scanner, papirer, kalender osv. Hvis dine omgivelser ikke allerede giver dig lyst til at arbejde og være produktiv, så er det tid til at gøre noget ved det!

Faste rutiner

Selvom du arbejder hjemmefra, er det en god ide at fastsætte nogle gode morgenrutiner, så du kan forberede dig mentalt på at ”tage på arbejde”. Stå op på et bestemt tidspunkt, spis morgenmad, læs avisen eller tjek nyheder på nettet, klæd dig på til arbejde osv. Når du er klar, så sæt dig ind på kontoret og luk døren – nu er du på arbejde.

Planlæg dine arbejdstimer

Hvornår er du mest effektiv? Det spørgsmål bør du stille dig selv, når du skal fastsætte nogle rutiner. Fordelen ved at arbejde hjemmefra er selvfølgelig, at du har mulighed for at være mere fleksibel, men forsøg alligevel at planlægge dine arbejdstimer, så du ved, hvornår du er på kontoret – og det behøver ikke være fra 9 – 17. Måske er du mere effektiv i de tidlige timer eller måske er du mere til en stille opstart. Uanset hvad du foretrækker, så planlæg dine arbejdstimer således, du ved, du får mest muligt ud af dem.

Hvis du har nogle specifikke deadlines eller projekter, så giv også dig selv mulighed for at ”arbejde over”; men husk at kompensere for den tid, du bruger, så du opretholder en balance. Det gælder også – og måske især – hvis du nemt bliver opslugt af arbejdet og dine projekter.

Daglig målsætning

Det siger næsten sig selv, at man får mere ud af dagen, når man ved, hvor man er på vej hen. Begynd din arbejdsdag med at lave en målsætning og vær realistisk: hvad er dine vigtigste opgaver? Har du nogle deadlines, du arbejder hen imod? Hvad skal du nå?

Når du gør det, vil du nemmere kunne se, hvor produktiv du er. Der vil altid være opgaver der skal løses, ting der skal gøres eller mål, der skal nås, men du kan eliminere unødvendig stress, når du får gjort det vigtigste først hver dag.

”Vil ikke forstyrres”

En af formålene med at kunne lukke døren til sit hjemmekontor, er netop at du helst vil undgå forstyrrelser. Hvis du ikke er alene hjemme, så tal med dine familie om, hvornår du er og ikke er til rådighed i løbet af dagen.

Samtidig skal du også fjerne alt det, du selv kan blive distraheret af i løbet af dagen. Lad være med at tjekke private mails, Facebook m.fl. i dine arbejdstimer, og hav ikke irrelevante papirer, aviser, breve o. lign. liggende fremme på din arbejdsplads.

Få det bedste ud af pauser

På en normal arbejdsplads bliver medarbejdere ofte opfordret til at holde korte pauser i løbet af dagen – og det er ikke mindre vigtigt, bare fordi du arbejder hjemmefra. Jeg mener faktisk, at en af fordelene ved at arbejde hjemmefra, at du kan gøre bedre brug af dine pauser. Du kan gå en tur, eller løse en opgave, som ikke relaterer sig til arbejdet, eller gøre noget andet, der giver dig mulighed for at genoplade.

Nogle bliver tit så opslugte af arbejdet, at de helt glemmer pauserne – hvis du har tendens til det, så planlæg de præcise tidspunkter for, hvornår du skal holde pauser. Husk også at drikke væske i løbet af dagen.

Lær at håndtere skriveblokering

Hvad gør du, hvis du får skriveblokering eller lige pludselig løber tør for kreative ideer eller energi? Gør op med dig selv, hvordan du vil håndtere de perioder, hvor du ikke føler dig inspireret eller kreativ eller er ligeså produktiv, som du ville ønske. Hvis du løber ind i en mur i løbet af dagen, kan det være en god idé at tage en kort pause og beskæftige dig med noget andet – men undgå at gå på nettet eller lave andre ting, som kan distrahere dig fra dine tanker. Giv din hjerne tid til at tænke og få nye ideer uden at blive bombarderet med andre indtryk.

NU er det fyraften

Ligesom det er en god idé med faste morgenrutiner, er det også en god idé med nogle fyraftensrutiner, som kan hjælpe dig med at holde fri og ligge arbejdet fra dig når det er fyraften – og det er nogle gange sværere end man skulle tro. Du kan fx gå en tur rundt om huset, løbe en tur, handle eller køre en kort tur i bilen, så der kommer et afbræk mellem arbejde og fyraften. Det giver det et kort pusterum til at indstille dig på, at nu er arbejdsdagen slut. Du kan også give dig selv begrænsninger i form af, at computeren og arbejdstelefonen skal forblive slukkede udenfor arbejdstiden. Du kender dig selv bedst, så gør det, der bedst hjælper dig til at ”holde fri”.

Brug dit sociale netværk

Det kan hurtigt blive ensomt, at arbejde hjemmefra, hvis du ikke sørger for at have nogle sociale relationer i løbet af ugen – både professionelt og helt privat. Selvom du er uden kolleger på kontoret, kan du stadig planlægge at være social i andre sammenhænge. En god ting er, at være med i et netværk, hvor du mødes med andre og måske kan blive inspireret.

Når man arbejder alene, kan man let blive opslugt i sin egen lille verden eller stirre sig blind på et projekt. Brug din opgangskreds og professionelle netværk til også at få input og feedback på dit arbejde.

JobOgLedelse.dk • Tlf: (+45) 44 44 06 35