Send til en ven   Udskriv8/3 2012 kl. 9:54
Send til en ven

Sig pænt farvel til arbejdspladsen

Årsagerne til at du forlader din arbejdsplads kan være mange. Men lige meget hvad årsagen er, bør du håndtere afskeden med manér. Det efterlader et godt indtryk og kan senere være med til at åbne døre.

Af Erik Bernskov

Der kan være mange årsager til, at du skal sige farvel til din arbejdsplads og kolleger. Måske er du blevet opsagt, eller måske har du selv, af den ene eller anden årsag, valgt at tage afsked med jobbet. Årsagen er i og for sig underordnet; det vigtige er, at du får sagt pænt farvel, når du forlader virksomheden.

Nogle mennesker ser den sidste tid efter en opsigelse som en venteperiode eller en slags overgangsfase fra det gamle job til nye muligheder, og nogle sidder måske endda tilbage med ambivalente eller negative følelser overfor chefer eller arbejdsopgaver. Med en sådan indstilling kan det være meget svært at få sagt pænt farvel. I virkeligheden bør du tænke på den sidste tid inden du forlader virksomheden som en enestående mulighed for at give et sidste indtryk – du ved aldrig hvem i dit netværk på arbejdspladsen, der har de rette kontakter og kan hjælpe dig videre, eller hvornår du får brug for en anbefaling fra en forhenværende chef. Det kan tilmed være, at du bliver ”hentet” af din chef i det nuværende eller et kommende firma, hvis du gør et godt afsluttende indtryk.

Frem med de gode manerer

Før du kan gøre dig nogen som helst forhåbninger om, at få hjælp og kontaktpersoner fra kolleger og chefer, skal du være bevidst om din egen tilgang til og måde at håndtere opsigelsen på. Tal ikke dårligt om hverken kolleger eller chefen og lad være med at beklage dig over interne forhold i virksomheden eller årsagerne til fx din afskedigelse. Når først din chef og dig er enige om opsigelse og vilkår, kan du give dine kolleger besked via en kort og præcis mail, hvori du fortæller om din afsked med arbejdspladsen og også kort giver udtryk for din taknemlighed for gode kolleger, specifikke projekter o.lign.

Når først alle kolleger er bevidste om, at du er på vej væk fra virksomheden, er det vigtigt, at du vælger at fortsætte dit arbejde med oprejst pande og er ihærdig og målrettet til det sidste. Folk vil være ekstra opmærksomme på dig og din måde at tackle situation på. Vis overfor dine kolleger og din chef at du – uanset årsagen til din opsigelsen – lever op til dine ansvar.

Når du håndterer din afskedigelse på den rigtige måde, vil kolleger, chefer og andre i virksomheden i højere grad også være villige til at hjælpe. Din positive indstilling og tilgang til opsigelsen kan måske endda føre til nye muligheder. Tag personlig kontakt til kolleger og evt. din chef, og giv udtryk for, at du ønsker at bibeholde kontakten og have dem som en del af dit netværk – og tak dem for godt samarbejde, god ledelse eller andet. Hvis du ikke allerede er forbundet på LinkedIn, er det en god idé at gøre det, inden du forlader virksomheden. Det vil virke mere naturligt, og det vil være mere oplagt at bede om anbefalinger.

Kom til tiden, eller endda lidt før, på din sidste arbejdsdag og vær ligeså effektiv, som du ellers ville være. Tag dig tid til at rydde op på din arbejdsplads (uden at det går ud over dine arbejdsopgaver) og efterlad pladsen ryddet. Inden slutningen af din sidste arbejdsdag, så tag en runde og sig farvel til kollegerne – og mind dem om, at I vil holde kontakten.

Når du har forladt din arbejdsplads på en positiv måde vil det være nemt at holde en positiv netværkskontakt med tidligere kolleger og chefer via LinkedIn eller på anden vis. De kan senere i din karriere være medvirkende til at åbne døre, skaffe nye kunder, give referencer etc.

JobOgLedelse.dk • Tlf: (+45) 44 44 06 35