Send til en ven   Udskriv7/7 2011 kl. 16:28
Send til en ven

Jobmuligheder for executives

Når du er nået til en af topposterne i virksomheden og bliver sagt op, så kan der gå lang tid til næste jobåbning viser sig. Nogle gange så længe, at det kan betale sig med det samme at tænke i forskellige muligheder for kort- eller langsigtet beskæftigelse. Du får her idéer til, hvordan du kan skabe alternative karrieremuligheder.

Af Erik Bernskov

Bliv konsulent

Har du nogle gode kompetencer, som andre kan nyde glæde af, så er konsulentkarrieren en mulighed for mange. Du kan enten begynde for dig selv, eller du kan søge sammen med andre, som måske allerede har startet et konsulentfirma inden for dit felt.

Der findes ingen genveje udenom at være nødt til at kontakte potentielle kunder på den ene eller anden måde. Jeg har fx oplevet dygtige konsulenter inden for outplacement og rekruttering, som ikke holdt i det lange løb, da de ikke kunne skaffe nye kunder.

En karriere som interim manager

Der findes flere firmaer, der har specialiseret sig i at formidle interim managere, dvs. ledere eller specialister der virker i en tidsbegrænset periode i en virksomhed.

Det er imidlertid ganske få i deres database, der bliver brugt. Vær derfor hele tiden på dupperne og sørg for, at du er på lystavlen hos dem. Gå ikke og vent på at der dukker en opgave op, men dyrk selv andre muligheder.

Køb en virksomhed

Det er ikke usædvanligt at en tidligere direktør bliver fristet til at få foden under eget bord. Hvis kapitalen er til stede, så er der massere af muligheder for at finde virksomheder der står overfor generationsskifte, eller hvor ejeren af anden grund ønsker at sælge.

Virksomheder kan kontaktes direkte men der er også virksomhedsmæglere med virksomheder til salg. Når en virksomhedsmægler er ind over, så er der som regel tale om en pris på minimum nogle millioner kroner.

Små virksomheder eller webbutikker kan findes på www.amino.dk.

Skab en bestyrelseskarriere

Hvis du har en erfaring med bestyrelsesarbejde og har gode referencer, så kan du arbejde målrettet mod at komme til at sidde i en række bestyrelser. Mange har forsøgt med forskelligt held og relativt få lever af det på fuld tid.

Der findes bestyrelsesuddannelser, der lover sikkerhed for bestyrelsesarbejde efterfølgende. Vær på vagt og tjek referencerne for disse.

Start din egen virksomhed

Hvis du har idéen og måske inden for din branche har set et behov, så er en oplagt mulighed at starte en virksomhed fra bunden.

Igen er det ekstremt vigtigt at være opmærksom på, at idéen ikke er nok, men at kunderne er altafgørende for succes. Indtil et produkt kan sælges, er det dog også vigtigt at have den fornødne kapital. Der skal altid bruges mere end man tror.

Mange har i dag skabt sig en fuldtidsindtægt ved salg af produkter og ydelser på internettet, og mulighederne er endnu ikke udtømte.

Der findes gratis rådgivning ved opstart af virksomhed, hvor erfarne erhvervsfolk hjælper med sparring. Brug dem og få andre til at komme med input.

JobOgLedelse.dk • Tlf: (+45) 44 44 06 35