Send til en ven   Udskriv21/6 2012 kl. 10:11
Send til en ven

JA eller NEJ til jobbet

Der er mange holdninger til, hvorvidt man kan tillade sig at være kræsen med jobtilbud, og hvornår det er i orden at sige ”nej tak” til en jobmulighed – Bill Barnett giver 4 gode råd omkring det, at sige JA eller NEJ til jobbet.

Af Erik Bernskov

Bill Barnett har i mange år undervist i business- og karrierestrategi på Yale og Rice i USA, og bloggede for nylig på Harvard Business Review om det, at sige JA TAK eller NEJ TAK til et jobtilbud. Hans generelle holdning er, at man – inden man siger ja tak til jobbet – finder ud af, om man kan lide organisationens kultur og værdier. Men kan man virkelig tillade sig at være så kræsen nu, hvor jobtilbud ikke hænger på træerne?

Nogle mener, at man ikke kan tillade sig at takke nej til et job – hvorvidt man kan lide organisationens kultur eller ej er et ”luksusproblem”, som ikke bør have indflydelse på valg af job. Omvendt er andre af den holdning, at organisationens kultur har en stor indflydelse på den daglige trivsel og velvære på arbejdspladsen, og at man derfor ikke bør gå på kompromis.

Se på din situation med realistiske briller

Selvom holdninger og situationer selvfølgelig varierer fra person til person, er der alligevel nogle generelle aspekter som er relevante for alle at overveje.

Først og fremmest er det vigtigt at være klar over, i hvor høj grad det økonomiske aspekt spiller en rolle i valg af job eller karriere. Måske står du i en situation, hvor økonomien ikke tillader, at du er kræsen, eller måske netop er afgørende for dit næste karrieretræk. Selvom karrierebeslutninger som hovedregel ikke bør styres af penge, er der alligevel situationer, hvor pengene kan være afgørende.

En anden ting, som kan være afgørende, er ledighed. Hvis du har været ledig på markedet i længere tid, kan et nyt job give dig mulighed for at holde dig i gang og udvikle nye egenskaber – også selvom jobbet ikke er med i din karriereplan. Det kan måske endda blive et skridt på vejen til noget andet og bedre. Alternativt er du stadig uden job, hvor det kan være svært at bevare gejsten og holde sig effektivt beskæftiget.

3 ting, du bør spørge dig selv inden du takker JA eller NEJ

Der kan være fordele og ulemper ved alle de jobs, du bliver tilbudt – her er 3 spørgsmål, som du kan stille dig selv, inden du takker ja eller nej til det næste job, som byder sig:

  • Vil dine arbejdsopgaver eller din jobtitel sætte dig i bås fremover i din karriere? Med andre ord, vil jobbet bringe dig tættere på eller længere væk fra din karrieredrøm?
  • Vil du præstere dit bedste i jobbet og være glad for det?
  • Er du enig med organisationens etik og kultur?

Kilde: http://blogs.hbr.org/cs/2012/06/should_you_turn_down_a_job.html?goback=%2Egde_2664629_member_125528672

JobOgLedelse.dk • Tlf: (+45) 44 44 06 35