Send til en ven   Udskriv7/7 2011 kl. 9:16
Send til en ven

Vigtige tips til en succesfuld lønforhandling

Når der skal forhandles løn, er det vigtigt, du ved, hvad du er værd på markedet - det gør dig i bedre stand til at vurdere hvordan og hvornår lønforhandlinger er passende.

Af Erik Bernskov

Timing is everything

Bring aldrig selv lønforhandling på banen under dit første interview, og spørg heller ikke ind til ferie og firmafordele. I første omgang bør dit fokus være at sælge dig selv” bedst muligt inden lønnen forhandles, så hold dig til hvad du kan tilføre virksomheden, og ikke hvad virksomheden kan gøre for dig. Så længe du ikke har fået tilbudt jobbet, er der jo alligevel ikke noget at forhandle om.

Kom aldrig selv ind på lønnens størrelse, men gør dig på forhånd nogle tanker omkring løn, så du kan være forberedt på spørgsmålet: Hvad er dine forventninger til løn?

Spørgsmålet om løn

Hvis du bliver stillet spørgsmålet: Hvad er dine forventninger til løn? Så vend i stedet spørgsmålet om, og spørg fx: Hvad er lønrammen for jobbet? Hvis du ikke føler dig klar til at tale om løn endnu, kan du også vælge at holde en åben dialog, og på den måde vente med lønforhandling til et senere tidspunkt – måske i et senere jobinterview.

Hvis du på forhånd ved, at du ikke ønsker at diskuterer lønnen under det første interview, da forbered dig på, hvad du vil sige. Det kan eventuelt være: Jeg har stadig nogle spørgsmål omkring jobbet, som jeg tror, kan være med til at afklare spørgsmålet om løn for mit vedkommende. Må jeg have lov at spørge om…?”.

Hvad er du værd?

  • Det er vigtigt, at du gør dig nogle overvejelser omkring hvad du er værd”, hvis du gerne vil have succes med lønforhandlingen:
  • Gør op med dig selv, hvad dit absolut minimumskrav for løn er.
  • Find ud af, hvad du er værd på markedet. Spørg en headhunter eller find oplysninger om løn i forhold til dine kvalifikationer på nettet.
  • Hvad ville være den ideelle løn for dig? Når der skal forhandles løn, er det lettere at forhandle ned end op, så find på forhånd ud af i hvilket spektrum, du gerne vil ende.

Husk også alt det udenom

Se ikke kun på selve løndelen, men se på den samlede lønpakke. Husk i forhandlingerne øvrige ting som pension, bonus, firmabil, medarbejderobligationsordninger, medarbejderaktier, avis, telefon, medlemskab til netværksgrupper mv.

Hvis I ikke kan nå til enighed

Såfremt det kan være svært at nå til enighed om lønnen – og du fortsat er interesseret i jobbet – så kan det være en idé at lægge op til at lønnen tages tidligt op til revision i forhold til hvad der er lagt op til i kontrakten. Derved har du mulighed for at vise hvad du dur til og at du er flere penge værd. Lønstigninger kan også gøres afhængigt at opnåede milepæle.

JobOgLedelse.dk • Tlf: (+45) 44 44 06 35