Send til en ven   Udskriv24/5 2012 kl. 9:52
Send til en ven

Videnpilotordning får akademikere i job

En virksomhed kan få op til kr. 12.500 om måneden ved ansættelse af en akademiker under videnpilotordningen til et konkret projekt af mindst 6 måneders varighed.

Af Erik Bernskov

Videnpiloter er akademisk uddannede medarbejdere med kandidatgrad eller højere, som ansættes i erhvervslivets små eller mellemstore virksomheder for at løse konkrete opgaver inden for innovation og vækst. Mere end 500 virksomheder har indtil nu gjort brug af muligheden siden ordningen så sin begyndelse.

Ideen bag videnpiloter er at styrke samarbejdet mellem virksomheder og videninstitutionerne. Det er videnpiloters opgave at tilføre virksomheden ny viden og kompetencer, som kan gavne udviklingen, innovationen og processerne i den givne organisation.

Virksomheder med mellem 2 og 100 medarbejdere kan få tilskud på op til 12.500 kr. om måneden til at ansætte en højtuddannet medarbejder, som kan hjælpe med til at løse specifikke udviklingsopgaver. Kravene for tilskud indebærer bl.a. at det konkrete projekt varer mindst 6 mdr. og er med til at forbedre eller udvikle produkter, kvalitet, teknologi, strategier, processer m.m.

Øget omsætning og nye produkter

Evalueringer viser, at ansættelse af en videnpilot bærer frugt, når disse inddrages i konkrete projekter. 69 pct. af de afsluttede projekter har resulteret i øget omsætning og 81 pct. har ført til udvikling af nye produkter og/eller processer i organisationen. Desuden har 64 pct. af projekterne hvori der indgik en videnpilot ført til ekspansion af markedsområdet.

Læs mere om videnpilotordningen på www.videnpilot.dk

JobOgLedelse.dk • Tlf: (+45) 44 44 06 35