Send til en ven   Udskriv1/12 2011 kl. 11:33
Send til en ven

Sociale medier fremmer kreativiteten

Ny hollandsk undersøgelse peger på, at brugen af sociale medier på arbejdspladsen øger medarbejderes kreativitet.

Af Amanda Højme Nielsen

Det, at benytte sig af de sociale medier (Facebook, blogs, Twitter, LinkedIn) i arbejdstiden, er ikke acceptabelt i langt de fleste virksomheder.

Men en ny undersøgelse fra TNO, det hollandske analyseinstitut, peger nu på, at de sociale medier kan være med til at fremme kreativiteten og få nye ideer til at spire hos medarbejdere, skriver Magasinet Arbejdsmiljø.

Undersøgelsen bygger på besvarelser på spørgeskemaer fra 3327 hollandske medarbejdere i forskellige virksomheder. Resultatet viste, at de, der benyttede sig af de sociale medier i arbejdstiden, oftest også var dem, der havde bidraget til fornyelse i virksomheden.

Helge Søndergaard Hvid, professor ved Roskilde Universitet, vurderer, at brugen af de sociale medier kan være et redskab til at bryde arbejdsdagen op og genetablere pauser.

Han udtaler til Magasinet Arbejdsmiljø, at ”det er interessant, fordi man ofte taler om nedbrydningen af grænser mellem arbejde og privatliv, hvor arbejdet rykker ind i hverdagen. Men her går det den anden vej og har en positiv effekt”.

JobOgLedelse.dk • Tlf: (+45) 44 44 06 35