Send til en ven   Udskriv9/1 2013 kl. 12:07
Send til en ven

Skillpages - netværk med fokus på kompetencematch

Igennem den senere tid er flere og flere hoppet med på Skillpages-vognen og måske har du selv modtaget en invitation til det sociale netværk i din indbakke. Formålet med Skillpages er, at gøre det nemt at finde den rette person med de rette kompetencer. Men hvordan fungerer Skillpages i praksis? Få svaret her.

Af Amanda Højme Nielsen

Skillpages kort fortalt

SkillPages blev lanceret i starten af 2011 og er en platform som har til formål at sætte fokus på og forbinde menneskers konkrete kompetencer.

Platformen forbinder brugernes eksisterende sociale netværk fra den virkelige verden og danner således rammen for, at brugere nemt kan finde mennesker med konkrete kompetencer inden for deres eget netværk – på samme måde, som hvis man henvendte sig til venner og bekendte i den virkelige verden. Brugere kan således enten søge kompetente personer eller selv blive fundet af nye kontakter, kunder, virksomheder m.fl., som måtte have brug for deres kompetencer.

Platformen i praksis

Søger du fx en vvs installatør, kan du bruge Skillpages som din søgemaskine. Skillpages poster dit kompetencebehov i dit netværk, og lader således dine kontakter og deres kontakter vide, hvad du har brug for. Oplysningerne deles fx på Facebook eller LinkedIn.

Via Skillpages bliver hele dit netværk således oplyst om dit behov for en vvs installatør. Du kan se hvem der matcher dine behov og læse anbefalinger fra andre i dit netværk, som har erfaringer med de pågældende vvs installatører. Ideen er selvfølgelig, at du på den måde finder frem til en håndværker, du kan stole på, og som har fået gode anbefalinger. De forskellige vvs installatører i dit netværk har også mulighed for selv at henvende sig til dig, når de bliver opmærksomme på dine behov.

Du kan se introduktionsvideoen til Skillpages her: http://www.youtube.com/watch?v=Zu84rFjjVk8

Aggressiv rekrutteringsform skræmmer folk væk

Skillpages kritiseres for at bruge en meget aggressiv fremgangsmetode til at indfange nye brugere på. Mange nye brugere ved fx ikke, at Skillpages er knyttet til LinkedIn og derfra indhenter kontaktoplysninger på deres netværkspersoner. Ofte ender de således med at spamme hele deres netværk, når de selv tester platformen og dens funktioner – uden at vide det.

Foredragsholder Thomas Bigum udtaler til DR, at den aggressive invitationsfunktion er en hæmsko for Skillpages, idet den hurtige udbredelse ikke lader de nye brugere stifte ordentligt bekendtskab med platformens funktion og derfor hurtigt kan miste interessen for den igen. Desuden er mange potentielle danske brugere skeptiske på baggrund af den aggressive spamming. Ikke desto mindre er mere end 10 millioner brugere hoppet på vognen på verdensplan.

Hvorvidt Skillpages i praksis vil kunne fungerer som et værktøj til rekruttering og jobsøgning på lige fod med fx LinkedIn afhænger selvfølgelig i høj grad af, om de danske brugere favner netværket eller ej. Men indtil videre lader det i hvert fald til, at rekrutteringsformen - og dermed også platformen Skillpages - endnu ikke helt har fået fodfæste i Danmark.

TIP: Hvis du accepterer en invitation fra en i dit netværk til at deltage i Skillpages, så skal du være meget opmærksom på, hvor du sætter flueben under registreringen, så du undgår at der automatisk sendes invitationer til alle dine netværkskontakter.

Læs artiklen fra DR her: http://www.dr.dk/Nyheder/Kultur/Medier/2012/12/14/112132.htm

JobOgLedelse.dk • Tlf: (+45) 44 44 06 35