Send til en ven   Udskriv7/7 2011 kl. 9:12
Send til en ven

Klæd dig på til succes

Det er ikke lige meget hvilken påklædning, du vælger at troppe op i til jobinterviewet - din påklædning er med til at sende et signal om, hvor seriøs du er omkring dit mulige nye job.

Af Erik Bernskov

En god tommelfingerregel er: gør hellere for meget ud af det, end for lidt. På den måde udviser du respekt for virksomheden og dem, der skal foretage interviewet, og samtidig viser du også, at du tager jobmuligheden seriøs.

Desuden påvirker din påklædning også din selvtillid. Derfor, når du overvejer din påklædning, så tænk på, at du klæder dig på til det job, du gerne vil have – og ikke til det job, du allerede har. For de flestes vedkommende, både mænd og kvinder, er det en god idé at forholde sig konservativt i tøjvalg - dette gælder ikke nødvendigvis mode- og underholdningsbranchen – for på den måde at undgå, at dit tøj tiltrækker sig mere opmærksomhed end det, du har at sige.

Når du er passende klædt på, kan du også bedre koncentrere dig om det interview, som gerne skulle føre dig til dit nye job.

Jakkesættet er stadig det sikre valg

For mænds vedkommende vil interviewet til lederjobbet samt mange andre typer af job indebære jakkesæt, skjorte og slips. Dog kan det i nogle brancher, den offentlige sektor og til specialistjob være ”for meget”, hvorfor man kan skalere ned og fx ikke have slips på. For kvinders vedkommende gælder det om, at finde en god balance.

Undlad farver eller andet ved tøjet, som tiltrækker opmærksomheden fra indholdet i samtalen. Huske også at sørge for at have rene og velplejede hænder, og en passende frisure. Selv ekstremt moderne briller med anderledes design eller stærke farver kan være med til at distrahere og tage opmærksomheden. Så tænk dig godt om, når du forbereder dig fysisk til jobinterviewet.

JobOgLedelse.dk • Tlf: (+45) 44 44 06 35