Send til en ven   Udskriv3/2 2014 kl. 15:51
Send til en ven

Finansministeriets pil peger mod økonomisk fremgang i 2014

Ifølge Finansredegørelsen 2014 er dansk økonomi i bedring, og det forventes, at beskæftigelsen vil stige med ca. 165.000 personer frem mod 2020. Heraf vil ca. 150.000 finde job i den private sektor.

Af Lene Piilgaard

Finansministeriet offentliggjorde i januar Finansredegørelsen 2014, og heri analyseres udvalgte strukturpolitiske temaer og policy-områder med relevans for den aktuelle dagsorden i økonomisk politik.

Overordnet set peger redegørelsen på, at en normalisering af konjunkturerne har været langsommere i Danmark end i landende omkring os, hvilket bl.a. hænger sammen med en lav indenlandsk efterspørgsel. Modstykket har været en historisk høj opsparing, og det giver potentiale for fornyet fremgang, når tilliden vender.

Konjunkturtilbageslaget har ikke sat varige spor

At der er sket et fald i arbejdsstyrken under krisen, vurderes at være et konjunkturfænomen. Det afspejler bl.a., at ekstraordinært mange unge er startet på en uddannelse, og at færre studerende har et studiejob. Det forventes, at en stor del af dem, der har stået uden for arbejdsmarkedet under krisen, forholdsvis let vil kunne indtræde igen, når konjunkturerne vender. Med andre ord har ledighedsstigningen under krisen ikke sat sig strukturelt.

Risikoen for at stå med en tabt generation efter konjunkturnedgangen forventes heller ikke at blive et væsentligt problem. Ifølge redegørelsen kan personer, som er dimitteret under krisen, på kort sigt forvente en lavere årsløn og en lavere beskæftigelsesgrad, end hvis de var dimitteret i en normal konjunktursituation. Men ser man over en lidt længere periode, så vil dimittender i lavkonjunkturer typisk indhente årslønnen efter 2 år, og de vil indhente den lavere beskæftigelsesgrad efter 2-4 år. Det er derfor vurderingen, at der ikke vil være tale om en tabt generation, selvom krisen har haft konsekvenser for den enkelte.

Produktivitet er stadig en væsentlig udfordring

En af hovedudfordringerne for dansk økonomi er en lav dansk produktivitetsvækst. Især i de hjemmemarkedsorienterede serviceerhverv, der ikke er så konkurrenceudsatte for international konkurrence. Og det belaster industriens konkurrenceevne og beskæftigelse.

En øget konkurrence og bedre regulering kan ifølge redegørelsen bidrage til at styrke produktiviteten og dermed velstanden i samfundet. Det samme kan et højt uddannelsesniveau. Beregninger viser bl.a., at unge ufaglærte kan opnå betydelige produktivitetsgevinster ved at gennemføre en erhvervsuddannelse. Det skønnes desuden, at indfrielse af regeringens uddannelsesmålsætninger isoleret set vil øge BNP og produktivitet med knap 1 procent på lang sigt.

Læs hele redegørelsen her: http://www.fm.dk/publikationer/2014/finansredegoerelse-2014/~/media/Publikationer/Imported/2014/FR14/finansredeg%C3%B8relse%202014_web.pdf

JobOgLedelse.dk • Tlf: (+45) 44 44 06 35