Send til en ven   Udskriv27/7 2011 kl. 20:30
Send til en ven

Dit CV på internettet

Nogle virksomheder bruger CV-bankerne til at få et indtryk af udbuddet af arbejdskraft inden for bestemte områder. Selvom mange også benytter LinkedIn i søgningen efter kandidater, så er det vigtigt at være i de rette CV banker.

Af Erik Bernskov

Sørg for, at dit CV kan findes i relevante CV-banker. Ud over Jobnet’s CV-bank, som er Danmarks største pga. krav til at alle forsikrede ledige skal bruge det, kan det f.eks. gælde CV-banker der specifikt dækker dit faglige område.

Ved at lægge dit CV ind på en CV-bank, kan du automatisk få tilsendt jobopslag til din e-mailadresse, hvis de matcher dit CV f.eks. hvis du har angivet bestemte søgeord.

Hver CV-bank har sin egen måde at registrere kvalifikationer på. Derfor er det en god idé, at du forbereder dig, inden du går på nettet, f.eks. ved at have skrevet ned, hvilke overskrifter den enkelte CV-bank bruger og have overvejet, hvad du vil skrive under hver af dem.

Selve friteksten i det frie felt, som jobbanker stiller til rådighed, bør være kort, let og beskrivende – den skal virke som en appetitvækker, så læseren bliver interesseret i at læse hele dit CV. Vær opmærksom på, at friteksten er det første en interesseret læser ser, når dit CV åbnes. Derfor er det en god idé at tjekke, hvordan CV’et ser ud, inden du aktiverer det.

Hold dit CV aktivt og kom øverst på søgelisten

Dit CV vil ofte være aktivt i en periode på ca. 3-12 måneder efter du har aktiveret det. Når en kommende arbejdsgiver søger CV’er til deres stillingsopslag, får de en liste ud med CV’er. De CV’er som står øverst på listen, har størst chance for at blive læst.

For at dit CV skal stå i toppen af listen, skal to kriterier være opfyldt. Det ene er, at dit CV skal matche stillingsopslaget mest muligt med hensyn til kvalifikationer osv. Det andet er, at de CV’er, som sidst er blevet åbnet eller rettet, vil stå øverst på listen.

Vigtigt at bruge den fornødne tid

Det kan tage tid at lægge sit CV ind i flere CV databaser/banker. For nogle kan det derfor synes som et stort forbrug af tid, som kunne bruges på andet. Det er imidlertid en vigtig tid at bruge, så både rekrutteringsfirmaer og arbejdsgivere kan finde dig.

JobOgLedelse.dk • Tlf: (+45) 44 44 06 35