Send til en ven   Udskriv5/1 2012 kl. 19:19
Send til en ven

5 metoder til rekruttering af din nye medarbejder

Der findes mange måder - nogle mere effektive end andre – hvorpå, du kan finde frem til din nye medarbejder. Her er 5 forslag til, hvordan du kan gribe rekrutteringen an.

Af Erik Bernskov

Når du har udarbejdet en job beskrivelse og har gjort dig klart, hvem du leder efter (kvalifikationer, erfaringer osv.), kan du gå i gang med at finde det bedste match.

1. Netværksrekruttering

Flere og flere benytter sig af netværksrekruttering, når de skal finde frem til den rigtige kandidat til jobbet. Brug virksomhedens netværk til at holde udkig efter egnede kandidater til jobbet. Fordelen ved netværksrekruttering er, at du sparer tid og ressourcer på annoncering, rekrutteringsvirksomheder og ansøgninger.

Husk - Da netværksdannelse ofte sker mellem enkeltpersoner, som minder om hinanden, kan netværksrekruttering resultere i, at man finder frem til kandidater, som ”ligner” de andre ansatte i virksomheden – og på den måde, kan man risikere at gå glip af nogle ansøgere, som måske ville have haft flere, andre eller bedre kompetencer.

2. Brug din hjemmeside til at rekruttere

Brug din hjemmeside til at ”sælge” virksomhedens værdier, mission og visioner til potentielle kandidater. Se virksomhedens hjemmeside som en mulighed for at promovere og skabe opmærksomhed omkring organisationen.

Formålet bør være, at netop jeres virksomhed bliver den foretrukne arbejdsplads af sin slags, og at kandidater derfor også selv vil tage kontakt til virksomheden. Du kan derfor på hjemmesiden opfordre til at kandidater søger uopfordret.

Flere jobsøgemaskiner laver webcrawlere, der finder opslåede job på firmaers hjemmesider. Derfor er der en chance for at jobbet bliver set på denne måde.

3. Hold løbende kontakt til interesserede kandidater

Søg at bevare kontakten til interesserede kandidater, som er kommet i kontakt med virksomheden løbende. Du kan fx opfordre interesserede kandidater til at tilmelde sig nyhedsbreve el. følge med i opdateringer vedr. jobåbninger og andre ændringer i virksomheden.

Når du plejer kontakten til dit ”kandidat-netværk”, vil der også være større chance for hurtigt at finde den rette jobkandidat, når der kommer en åbning.

Hold styr på de uopfordrede ansøgninger og vend tilbage og gør brug af disse, når muligheden byder sig. Jeg har selv oplevet, at firmaer har ansat kandidater, der har søgt uopfordret måneder og år efter at den uopfordrede ansøgning blev sendt.

4. Brug nettet

Brug de sociale medier såsom LinkedIn, Twitter, Facebook m.m. til at finde frem til egnede jobkandidater. Det gør rekrutteringsfirmaer og headhuntere, så det kan du også. Det kræver dog et stort arbejde og en vis ekspertise i at søge.

5. Brug et rekrutteringsfirma

Det er en vigtig overvejelse værd om det vil være mere hensigtsmæssigt at bruge et rekrutteringsfirma, der enten søger ved at slå jobbet op eller finder emner ved at tage uopfordret kontakt til potentielle emner.

Ved en rekruttering hvor jobbet slås op får man typisk kun aktivt jobsøgende kandidater, hvis man ikke er kreativ med annonceringen. Derfor ved man ikke, om man finder de bedste kandidater i markedet. Det kan derfor – når vigtige job skal besættes – være hensigtsmæssigt at benytte et rekrutteringsfirma, der forstår både at annoncere og samtidig selv finde egnede kandidater, som ikke aktivt læser jobannoncer.

Priserne på rekruttering og headhunting kan variere meget men koster typisk 15-20% af en årsløn for den medarbejder, der skal rekrutteres.

Mange virksomheder vælger rekrutteringsmetode iht. hvilke job, der skal besættes. I nogle tilfælde vil det fx være hensigtsmæssigt at rekruttere via netværk. I andre tilfælde vil det være mest hensigtsmæssigt at bruge et rekrutteringsfirma, der typisk også yder den garanti at foretage en ny ansættelse, hvis det går galt og den nye medarbejder stopper inden for et aftalt tidsrum.

JobOgLedelse.dk • Tlf: (+45) 44 44 06 35